Et samarbejde båret af tillid.

For pårørende

Pårørende er en vigtig del af beboerens liv. Hos os er der altid en tovholder, der sørger for, at kommunikationen er nær, tydelig og kontinuerlig.

På Midgård betragtes samarbejdet med forældre og pårørende som en vigtig del af det pædagogiske arbejde. Forældre og pårørende er ofte blandt de mennesker, der kender borgeren bedst, og de udgør en betydningsfuld del af den enkeltes netværk. Derfor er pårørende en værdifuld ressource og samarbejdspartner i arbejdet med at skabe trivsel, udvikling og livskvalitet for borgerne.

Vi lægger vægt på en åben, respektfuld og tillidsfuld dialog, hvor viden, erfaringer og perspektiver deles til gavn for den enkelte borger. Samtidig er vi meget opmærksomme på, at samarbejdet altid tager udgangspunkt i borgernes selvbestemmelse og individuelle ønsker og respekterer, at borgerne er voksne mennesker med deres eget liv.

Alle borgere har tilknyttet et fast tovholderteam, som fungerer som den primære kontakt mellem Midgård og pårørende. Tovholderteamet bidrager til at skabe kontinuitet og sammenhæng i samarbejdet og kan kontaktes ved spørgsmål, ønsker eller behov for dialog omkring borgerens hverdag og trivsel. Et tæt og konstruktivt samarbejde styrker erfaringsmæssigt mulighederne for at skabe de bedst mulige rammer for den enkelte borger.

Gennem året inviteres pårørende til forskellige arrangementer på Midgård. Det kan være i forbindelse med bestemte festligheder, forberedelserne til den årlige julebasar eller caféarrangementer. Disse arrangementer er med til at styrke relationerne og skabe et tillidsfuldt fællesskab omkring Midgårds hverdag.

Midgård har også fokus på et konstruktivt samarbejde med kommuner, som vi anser som en væsentlig forudsætning for at skabe sammenhæng og kvalitet i indsatsen omkring den enkelte borger. Vi samarbejder på baggrund af faglighed, gennemsigtighed og tydelig kommunikation. Gennem systematisk dokumentation følger vi løbende borgernes trivsel og udvikling i forbindelse med de aftalte indsatsmål. På den måde har både borgere, pårørende, evt. værger og myndigheder et fælles grundlag for samarbejdet.

Vi prioriterer en åben dialog med sagsbehandlere og andre relevante samarbejdspartnere fra myndighederne og bidrager aktivt til opfølgning, statusbeskrivelser og møder.

Vi er altid glade for at høre fra pårørende, myndigheder eller andre interesserede. Har du spørgsmål til vores tilbud, ønsker du yderligere information, eller vil du høre mere om mulighederne for en ledig plads på Midgård, er du meget velkommen til at kontakte os.